Blog

I denne blog anmelder jeg Film og TV serier med et særligt fokus på dramaturgi og transmedialitet.

THE ROAD TO NOWHERE

“Roadies” er et sympatisk men delvist fejlslagent projekt fra Feel Good maestro Cameron Crowe

Turneen er næsten slut, og efter en veloverstået koncert nyder Kerry Ann (Imogen Poots) en sjælden cocktail ved kanten af en svømmepøl. Kerry Ann arbejder som roadie for The Staton-House Band, der er et old-school rockband. En indladende gut starter en flirt med hende. Han er en social media guru type, der arbejder for et konkurrerende band, der ligesom Staton-House netop har spillet til et corporate event. Den spirende romance mellem de to går dog hurtigt i vasken, da det viser sig at manden rent faktisk foretrækker, når hans band spiller til den slags højtbetalte arrangementer fremfor koncerter for rigtige fans. Derudover støtter han op om at justere musik og image, efter hvad der vil fungere bedst i medierne. Kerry Ann er ikke enig.

Denne scene dukker først op i seriens næstsidste afsnit, og det er desværre første gang serien behandler et relevant emne på direkte facon. Musikverdenen har på få årtier rykket sig fra at selling out var udtryk for noget uacceptabelt og fornedrende, til nu at være det mange kunstnere stræber efter. At være soundtrack til en Apple reklame kan siges at være blevet selve målet ikke midlet. Både vores roadie hovedpersoner, samt The Staton-House Band, repræsenterer den gamle verden. En verden, hvor integritet og the music, som et næsten spirituelt ideal, var alt. Dette kulturelle frontalsammenstød kunne og burde, have ført til en interessant hovedkonflikt. En konflikt, der kunne have givet serien noget at tale om og nogen at tale til. Crowe lægger ikke skjul på hvilken side han er på i den debat, men hans forsøg på at vise hvordan vi kollektivt kan finde tilbage til det ægte er ufokuseret og langt fra overbevisende.

På papiret besad “Roadies” stort potentiale, og der var ikke noget besynderligt ved at kabelkanalen Showtime slog til, da de blev tilbudt en TV serie med über-producer J.J. Abrams tilknyttet og veteranerne Cameron Crowe og Winnie Holzman (skaber af “My So-Called Life” (1994)) ved roret. Filmskaber Cameron Crowe ville, efter et årtis kreativ ørkenvandring, vende tilbage til et projekt, der kredsede omkring de usete sider af musikbranchen. Sider han selv kender indgående efter mange års værnepligt som journalist for Rolling Stone magazine. Det er denne semi-selvbiografiske tilgang, der tidligere bragte ham læssevis af kritikerroser for hans mesterværk “Almost Famous” (2000). Mens den film svælgede i 1970’ernes ekstravagante storhedstid for rockmusikken, og vendte vrangen ud på dens klicheer var “Roadies” en chance for at vise rocken i dens nuværende,  måske pensionsmodne, tilstand. I 2016 er genren helt i knæ og i fare for at miste sin sidste rest af kommerciel og kulturel relevans. “Roadies” kunne have argumenteret solidt for hvordan rock’n’roll og de værdier der følger med kan rejse sig igen og hvorfor det skulle være vigtigt. Desværre er “Roadies” blevet realiseret som en serie, der er så glad for hyggelige subplot afveje, at vi kun alt for sporadisk rammer den kreative motorvej.

Det er helt basale fortællemæssige fodfejl den ellers så rutinerede Crowe begår. Der er ikke et vigtigt endemål for turneen, udover at blive på landevejen længst muligt. Vores hovedpersoner stræber ikke efter andet end at have det godt i hverdagen og måske blive forelskede. Der er heller ikke en konkret skurk af kød og blod vi kan være sure på og kæmpe imod. I stedet kommer modstanden fra finansverdenen og de problemer det afstedkommer, når de finansielle interesser vægtes over det menneskelige, klarer seriens hovedpersoner som oftest med et par hurtige telefonopkald, hvor de let løber om hjørner med overmagten, som var disse pengemænd lige så naive og endimensionelt onde som brugt-shows forhandleren “Maximilian Syfax”(Lars Hjortshøj) fra “…Mandrilaftalen”.

Seriens næsten-stjernebesætning, der udover Poots, også inkluderer Luke Wilson, Carla Gugino, Rafe Spall og Keisha Castle-Hughes (som nogen måske kan huske som pigen fra “Whalerider” (2002)), gør deres absolut ypperste for at få materialet til at leve op til potentialet, og det lykkes periodisk. Man kommer til at holde af og med roadierne, men grundet manglen på et stærkt plot forbliver det hele hyggeligt snarere end essentielt.

(Alle fotos benyttet i anmeldelsen er c.2016 Showtime).